Line Engell Gerhardt

Terapeut

  • Terapi
    • Dyb 1,5 times session
    • Psykoterapi
  • Kurser
    • Hjertets vej
    • Hjerternes dag
  • Podcast
  • Mød Line
    • Min historie
    • Mit CV
    • Presse
  • Priser
  • Kontakt
  • Testimonials

Dyb 1,5 times session

I en 1,5 times session hos mig vil du blive mødt af det fundament, jeg har, fra alle mine verdener. I det fundament forenes alt det, jeg har lært, gennem tiden inden for psykoterapi/kropsterapi, healing og klarsyn. Min erfaring og værktøjskasse er funderet og mangeårig. Jeg har en grundlæggende uddannelse og erfaring indenfor Gestaltterapi, chok/traume og Kropsterapi, og jeg arbejder dynamisk og fænomenologisk. Det vil sige, jeg møder dig der, hvor du er lige nu, båret af en ydmyg respekt for din historie.

Jeg har altid rummet en stærk intuitiv og åndelig fornemmelse, som også er en naturlig del af mit møde med dig i terapien.

Ikke to sessioner er ens.

Terapien foregår oftest siddende, men kan også være på en briks eller med stående/dynamiske øvelser. Altid med en forankring i kroppen gennem dit åndedræt, kropslige fornemmelser, spændinger og jordforbindelse.

Med min læring og mit ståsted inden for kropsterapi og healing er terapi på briksen hos mig nænsom berøring, healing, stræk, akupressur (lette tryk og hos mig ikke fysisk smerte) og pulserende bevægelser i samklang med ord, der forløser. På den måde har jeg fundet min egen metode, min egen vej til dig.

Din vejrtrækning er dit anker, når du skal forløse spændinger, følelser, smerte og traumer i kroppen. At trække vejret er at tage livet ind. Jeg guider dig til at bruge det i terapien.

Kroppen bærer din livs historie. Kroppen husker. Med dine sanser filtrerer du indtryk og oplevelser gennem kroppen, og de oplevelser, du har haft gennem livet, ligger lagret i din krop og i dit sind.

Ved at turde at være stille og træde ind i kroppens rum vil du opleve, at den også har en stemme. Hver en følelse har et kropsligt udtryk. Hvad enten det er glæde, ømhed, sorg, vrede, angst eller seksualitet. Det, du mærker og føler, viser sig i den måde, du bærer dig selv på i din kropsholdning, din vejrtrækning, muskelspændinger, smerter, skævhed, pansring, manglende jordforbindelse, følelsen af at mangle liv et sted i kroppen, stagneret energi, hjertebanken, kulde, varme, en trækning… Vi vil sammen arbejde med at skabe kontakt med dine indre såringer, dit indre barn, din livshistorie, dine forsvar, dine overbevisninger, din indre kritiker. Hvor din krop og dit sind før føltes statisk, vil der måske komme en større følelse af liv, lethed eller klarhed.

Lever din krop og dit hoved i kærlig forening, eller er de adskilt fra hinanden? I terapi hos mig lærer du dig selv at kende både gennem tanker, følelser, krop og ånd. I mit terapeutiske rum arbejder jeg ud fra at krop og sind hænger uløseligt sammen.

Terapi hos mig er ikke et quick-fix. Det tager tid at lære at navigere i livet på en ny måde. Vi skal ikke ‘over noget’- vi skal igennem. Det kræver nogle gange, at vi doserer og nærmer os den sårede, krænkede eller traumatiserede del af os bevidst langsomt, dråbe for dråbe og i et trygt rum.

Terapi er et bevidst, modigt, krævende indre og ydre arbejde, hvor det er dig, der skal finde dine egne svar og din egen vej. Jeg er dit vidne, dit medmenneske, som skaber et trygt, respektfuldt og kærligt rum.

I terapien afdækker vi både dine ressourcer og dine udfordringer, og når du lærer dig selv at kende, får du adgang til en varig forandring. Jeg ved, at når du tør vise din sårbarhed, lader maskerne falde og lader dit indre selv blive set af en anden, begynder du at mærke kontakten til dig selv, og dermed bliver du mere genkendelig for dig selv. Jeg ved, at når vi lytter i samklang, uden dom og vurderinger, giver vi den anden tilbage til sig selv.

Som terapeut arbejder jeg under tavshedspligt.

 

mobile +4520931720, email: linegerhardt@hotmail.com
Copyright © 2015